Som den skarpsindige læser nok allerede har registreret er det vanskeligt at sætte kun et ord på som diagnose, da årsagen bagved denne diagnose kan være multifaktoriel. Indenfor den moderne smertevidenskab (som er præsenteret her) arbejder man med en “mekanisme-orienteret” forklaringsmodel.
Dette udelukker ikke at man kan fremsætte en diagnose, men typisk vil selve diagnosen ikke være styrende for behandlingsplanen.
Indenfor TMD er der opstillet 12 forskellige diagnoser med det formål at præcisere hvilke strukturer der menes at være den udløsende mekanisme for smerterne.
Jeg håber at det fremgår via kæbeledssmerter.dk at det kan være vanskeligt at definere klart hvorfra og hvorfor smerterne opstår.
Diagnoser skal derfor efter min vurdering ikke betragtes som en absolutte, men mere som et kommunikationsværktøj der mellem fagpersoner med det formål af “rule in og rule out”.
Dette kunne være en korrespondance mellem tandlægen og fysioterapeuten, hvor tandlægen beskriver at der er negative fund for intraorale lidelser herunder betændt spytkirtel, tandkødsbetændelse (gingivitis og paradentitis), huller i tænderne (caries), men positive fund for “myalgia”.
Så er det opgaven for fysioterapeuten af udrede hvilke mekanismer der forsager “myalgia”.
Kæbeledssmerter kan derfor, udover at blive kategoriseret efter hændelse, blive underinddelt efter mønstergenkendelse i forhold til de symptomer patienterne præsenterer med.
De overordnede 3 kategorier er:
- Bruxisme (tænder skærren) og clenching (tandpres).
- Arthralgia (ledsmerter fra kæbelddet).
- Myalgia (muskelsmerter)
Denne gruppering kan igen subgrupperes yderligere med forskellige diagnosegrupper og smertesyndromer. Man vil for bruxisme typisk skelne mellem natlig og dag bruxisme, da forskningen viser at de udløsende og vedligeholdende mekanismer er forkellige.
I dette sammenhæng er det ligeledes erfaringen at “clenching” bør adskilles fra bruxime, da de bagvedliggende mekanismer er forskellige.
Arthralgia er overordnet et udtryk for smerter fra kæbeleddet (tempora-mandibulærleddet -TMJ) og her subgrupperes patienterne typisk efter om der er en forskydning af discus skiven.
Man subgrupperer patientgrupperne efter om discusskiven ved bevægelse autokorrigerer eller om den begrænser bevægeligheden i at åbne munden.
Ultimativt kan man på grund af alder, genetik og tidligere traumer opleve svær degeneration (atrose), hvilket som udgangspunkt ikke er smertefuldt, men blot begrænsende for kæbens bevægelighed (helt på samme måde som degeneration i andre af kroppens led).
Svær artrose der bevirker næsten total begrænsning af kæbeleddet er en meget sjælden tilstand!
Myalgia er en smertetilstand i enten kæbemusklerne, ansigtets eller nakkens muskler og kan præsentere sig på forkellig vis.
Ofte ser man at smertefulde muskler i kæbens muskler begrænser bevægeligheden af kæbeleddet og har et velkendt mønster med smertelindring ved bevægelse afløst af smerteforværring.
Meddelte smerter* opleves ofte i nakke-kæbe og ansigtsregionen og der er et kontinuerligt samspil mellem disse regioner, hvilket stiller krav til behandlerens viden omkring neurofysiologiske og anatomiske forbindelser i denne region.
*Smerter der har sin oprindelse fra en andet sted end der hvor smerterne opleves – f.eks. smerter i venstre arm i forbindelse med hjertekrampe
